Musikken er:  "Er der no'en i Himlen, der ka' elske dig ?",  Danser med Drenge.
 

Vor elskede Far, Søn, Kæreste, Broder,
Svoger og Morbroder
Lars Spangsø
Født den 24. april 1966 i Øster Alling,
blev på tragisk vis revet fra os den 12. januar 2012.



 

Gravstenen er valgt af Lars' børn, og gravstedet var
som ventet anlagt til Lars' fødselsdag den 24. april.
Efter besøget på kirkegården var det meste af familien samlede til kakao og boller for at mindes Lars.


 



 

Kære Lars !
Nytårsaften 2015 var Lotte, Mor og jeg, som du nok har bemærket,  oppe for at tænde lys for dig. Vi savner dig alle så forfærdelig meget, og vi tænker på den skammelige måde, dit jordiske liv kom til at ende. Som du ved, blev det meldt til Politiet, men de lukkede sagen, da en ubetænksom embedslæge ikke mente, at nogen kunne gøres ansvarlig for de hændelser, som førte til din tragiske død.
Nu har Sundhedsvæsenet omsider i en "Afgørelse" slået fast, at "nogen" kan gøres ansvarlig, og har placeret dette ansvar, og jeg har derfor bedt Politiet om at genåbne sagen. Jeg stopper ikke før, nogen er draget til ansvar. Jeg savner dig hver eneste dag . . . . .
Far.
Den 4. december var jeg omkring kirkegården, mens eftermiddagssolen skinnede.

Jeg fortalte ham, at nu havde jeg sendt en klage til Sundhedsstyrelsen. Dels over Embedslægens langsommelighed (næsten 14 måneder), og dels til Patientombuddet over den forkerte/manglende behandling, han var udsat for i Skørping.

Min ven Mogens Møller fra Nordjyske har skrevet en ny artikel i avisen, og jeg vil spørge ham, om jeg må bruge den (og de andre) her på siden.
 
Den 27. april fejrede vi Guldbryllup.

Vi mindedes Lars og tænkte på, hvor meget han ville have fyldt, både i forberedelserne og på selve dagen.

Dagen efter fik han så halvpart i æresporten fra Restaurant Tronborg.

 
Den 24. april kunne Lars være fyldt 47 år.
Efter kakao og boller, var vi på kirkegården med blomster.

Dagen begyndte med smukt forårsvejr og pæne temperaturer, men ud på eftermiddagen blev det overskyet og efterfølgende regnvejr.

Andre havde også været der med blomster, så de har det ligesom vi.
Han er elsket og helt utroligt savnet !

En af vore gode veninder (operationssygeplejerske) har gennemlæst sagsakterne, og har gjort notater deri, og lige nu ligger akterne hos vor egen læge, så vi kan få hans vurdering.
Den 15. februar
Nu har jeg så modtaget kopi af materialet fra politiets afhøringer. Det er en gedigen stak papirer, som egentlig ikke er "hyggelig" læsning, men dog skrevet på Dansk, så man ikke er i tvivl om, hvad der egentlig står. Som modsætning er epikriserne fra Skørping, Ålborg og udrykningslægen, som jeg ikke kan læse uden faglig bistand, så det må komme efterfølgende.
Den 2. februar
Nu fik vi så telefonisk fra politiet at vide, at sagen nu blev henlagt, og der var ikke i embedslægens rapport grundlag for at rejse tiltale/sag mod Privathospitalet.
Jeg begærede straks aktindsigt, og skrev samtidig til "Patientombuddet". Fra sidstnævnte har jeg endnu intet hørt.
Rapporten gav anledning til, at Mogens Møller skrev en artikel herom i Nordjyske Medier  den 6. februar.
http://www.nordjyske.dk/nyheder/rebild/privathospital-fri---kendt-efter-doedsfald/404058b3-2297-418f-90ca-5d79bfb99191/12/1539
Den 27. januar
For nogle dage siden, havde vi besøg af Journalisten Mogens Møller fra Nordjyske Medier, som tidligere havde lavet artiklerne om Skørping Privathospitals behandling af Lars. Han ville lave en artikel om "Hvorfor har vi endnu ikke hørt noget fra politiet et år efter ?". Han havde en fotograf med, og vi var omkring kirkegården. Artiklen har nu været bragt, og noget af den kan læses på:
http://www.nordjyske.dk/nyheder/rebild/foraeldre--hvorfor-doede-vores-soen-/a9792e2e-eb1b-4bf4-8911-92ee94ef92ed/12/1539
Da ikke hele artiklen kan ses på avisens hjemmeside uden abonnement, vil jeg efterfølgende scanne artiklen.
Den 13. januar
I aftes havde børnene inviteret de nærmeste fra familien med på "Bone's". Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev snakket og pjattet tværs over bordet. Det er nu klart, at det er begyndt at gå fremad for alle.
Den 1. januar
Nytårsaften sad vi hjemme, som vi plejer på årets sidste dag. Vi fik denne gang besøg af alle tre børn ledsaget af Louises kæreste Callum, som viste sig at være en yderst sympatisk ung mand, som hun nu har kendt i et halvt år.
Det er helt klart en god ting for Louise, at hun har ham i hverdagen.
Den 25. december
Juleaften blev holdt sammen med Lars' børn og deres mor, og det blev en afslappet og hyggelig aften som vi har været vant til i vor store familie. Vi havde naturligvis været spændt på, hvordan det ville blive uden Lars, men vor frygt i den retning blev gjort til skamme, også selvom vi på et tidspunkt kom til at snakke økonomien i boet.
Den 29. november
 

   

var jeg omkring dig for at se, hvordan grandækningen var lavet. Der var antydning af solstrejf gennem skyerne, hvor det også har sneet lidt i dag. Det er torsdag, og på søndag er det første søndag i Advent, men da er vi ikke hjemme, for vi skal til fødselsdag hos Bruno, og derefter julehygge med Viktor, går der nogle dage, før vi kommer hjem igen.
Om mindre end en måned er det Juleaften, og da skal vi være sammen med Ninna og børnene, og jeg forudser, at det vil blive meget hårdt, men alligevel også godt at være sammen om netop Julen.
 

Kære Lars !
Lørdag den 3. november
var vi samlede i Kristrup Kapel til Alle Helgens andagt.
Det var en smuk højtidelighed, selvom det var en underlig fornemmelse at høre dit navn blive læst op iblandt alle de mange andre fra Kristrup, som var gået bort i årets løb.
I forløbet var der også nogle minutters stilhed, hvor vi kunne mindes de mange timer, vi fik lov at have sammen.
Efterfølgende var vi ovre ved dit hjørne for at tænde lys for dig.
Vi savner dig alle sammen, men allermest Louise, for du var hendes "Et og Alt".

Vi har fået brev fra Patientforsikringen, og det var nedslående, for de har nogle standardtakster, og det er ligesom at høre de gamle reklamer for "Punkt 1" med deres "latterligt lave priser" !
Det er til at græde over, og det vil jeg så fortsætte med, når jeg er færdig med dette, for jeg kan godt mærke, at det er et savn, som vil blive her for ALTID. Det er så urimeligt !
Far
                     Programmet for Alle Helgens andagten




Den 12. september - på 8 måneders dagen kom vi hjem fra Sjælland kl. 22.30, så dagen efter besøgte jeg kirkegården, og lagde en rose til Lars. Jeg havde en lang snak med ham om forskellige ting, ikke mindst om Louise.
Jeg lovede Louise at fortælle om min "samtale" med Lars, men nu skal vi til Frøslev en uge, og så skal hun en uge til Berlin, så vi kommer nok hen i oktober, før jeg får refereret vor samtale.
Den 15. september besøgte jeg igen kirkegården en time efter, at Gud havde spillet "September in the Rain".
Rosen var stadig OK, og jeg fyldte glasset op igen. Smerten er ikke blevet mindre, men dagene går dog nemmere.
 

I dag er det så den 12. juli, altså et halvt år siden Lars udåndede på Ålborg Sygehus.
I eftermiddag var Karin og jeg på kirkegården med blomster, og vi kunne se, at der havde været andre, formodentlig Ninna, Louise og Rasmus - Lotte med familie og måske Susanne.


 

I dag den 10. juli kl. 11.30 er det præcis et halvt år siden, at Lars var hos os for, at vi kunne drikke kaffe sammen, før han glad og rolig kørte til Skørping for at få foretaget den operation, som vi alle betragtede som rutine, men hvis følgevirkninger kom til at koste ham livet.
Vi må jo også imødese, at det i aften ved ni, halv ti tiden er et halvt år siden, vi talte med Lars sidste gang, da den egentlige operation var vel overstået, Lars fik serveret aftensmad, og vi skulle op til ham næste dag med kaffe.
Denne hjemmeside skal også ændres, så Lars ikke længere fylder "Forsiden", men det er svært at komme i gang.
I det daglige tænker vi meget på ham. For eksempel når vi går forbi hans billede, som var taget mindre end to måneder, før han døde. Eller når der skal løses en "Su.Do.Ku.". Hver gang, der skal skrives et 2-tal, tænker jeg på Lars.
Og det gælder for øvrigt også 7-taller. De to skrives jo ikke mere som jeg lærte i skolen - med krølle forneden på 2-tallet og streg gennem 7-tallet. Det var Lars, som mobbede mig til "fornyelse".   
Vi skriver nu den 8. juni 2012.
Nu er det snart 5 måneder siden, Lars blev taget fra os. Der har i den forløbne tid være mange svære stunder, som f.eks. forleden, da brevet kom fra Patientforsikringen, og alle de ubehagelige detaljer om Lars' sidste minutter ved bevidsthed bliver udpenslet igen. Hvad følte Lars dengang ? Var han bange ? Vi får det aldrig at vide.
Vi ved, at han ikke var bange forud, og at han havde fuld tillid til, at man kunne hjælpe ham af med nakkesmerterne.
Vi havde sammen med Lars lagt planer for de nærmeste dage. Vi skulle besøge ham i Skørping. Susanne skulle hente ham hjem. Han skulle have hjælp til mange praktiske ting hjemme i de første måneder efter operationen.
Alt dette talte vi om over kaffen før Lars forlod os for at køre til Skørping.

I biblen står, at vi skal tilgive, men hvordan skal vi nogensinde kunne tilgive de ansvarlige på Skørping Privathospital, at de ikke havde et kompetent natteberedskab, som kunne have taget hånd om Lars, og dermed have reddet hans liv.
Det vil vi ALDRIG nogensinde kunne tilgive ! Kan de i retssystemet drages til ansvar ? Vi ved det ikke . . . . endnu !

De tre børn bor nu sammen med deres mor på Lars' gamle adresse. Nikolaj er blevet "aktivt boligsøgende", idet han overtog sin fars medlemsanciennitet i boligforeningen, så nu håber vi på, at "nogen" snart vil flytte.
I fredags den 17. februar blev Lars’ urne nedsat på Kristrup Kirkegård.

Vi var ca. 16 samlede for at følge Lars det sidste stykke vej på jord. Vi var til en stille stund i et rum i kapellet, og derfra blev urnen båret af børnene, først Rasmus og derefter Louise hen til gravstedet, hvor de efter endnu en stunds stilhed sammen med Nikolaj sænkede urnen ned i graven.

Der er nu gået 5 uger siden den traumatiske oplevelse, vi alle havde omkring Lars’ sidste timer på Ålborg Sygehus’ intensivafdeling, Notia, og alle de efterfølgende begivenheder.
Vi har været igennem et bredt spektrum af følelser. Undren, uvished, vrede, bitterhed, had, hævntørst, mistro og frustration over at vi skulle miste vor søn på den dramatiske måde.
Lars var som tidligere nævnt glad og godt tilpas, da han den 10. januar kørte til Ålborg for at få foretaget, hvad han selv troede var en rutinemæssig operation. Han var ikke mindst glad for, at ventetiden nu var forbi, og han skulle slippe for smerter i nakke og arm.
Han ringede selv hjem til os og børnene om aftenen, da han var vågnet efter bedøvelsen.
”Nu er det ovre. Jeg er vågen, og nu skal jeg have noget mad !”. Det blev også hans sidste måltid.

Vi har selvfølgelig vendt og drejet alle indtryk mange gange, og vi har draget vore egne konklusioner på de oplysninger, vi har fået, og vi forstår stadig ikke, at han skulle dø på den grusomme måde, det må være, at blive kvalt fordi, Skørping Privathospital havde en inkompetent nattevagt. Hvorfor kunne nattevagten ikke selv have lavet den nødtrakeostomi, så vi havde haft Lars iblandt os i dag ? Hvorfor skulle det vente de skæbnesvangre tyve minutter, til ambulancelægen kom ?

Vi har haft et noget ambivalent forhold til pressens emsighed, for vi ønskede først og fremmest at skåne børnene for den dramatiske udpensling af detaljerne, men på den anden side skal Skørping Privathospital ikke ”dø i synden”, når de har slået vor søn ihjel. Vi har også læst de fem artikler på nordjyske.dk, og det er bestemt ikke noget, som styrker tilliden til privathospitalet i Skørping.
Nu må vi vente til den politimæssige og lægelige efterforskning er færdig, og så må vi derfra se, hvad der fremadrettet skal ske.

Omkring alt det praktiske, så har vi nu fået Skifteretsattesten, og boet er udleveret til privat skifte, så der er stadig masser af arbejde, som venter forude.
 



 


 


 
Lars' sidste mail - sendt fra Skørping til hans hjemmecomputer . . .

From: Lars Spangsø
To: Lars Spangsø
Sent: Tuesday, January 10, 2012 3:27 PM
Subject: mig 10-1

Hej

Indlogeret på værelse 24, blodprøver taget og blodtryk målt.

Ca. Kl. 17 - Anæstesi-læge kommer og så skal jeg klæde om og tage 4 tabletter.

Ca. Kl. 18 - operation varer omkring 2-2,5 time derefter opvågning 1-2 timer.

Så står den på mad ;-) og ringe til Jer.

Lars
 
Efter bisættelsen var der arrangeret mindesammenkomst.
Vi var godt på forhånd klar over, at vi ikke havde mulighed for at invitere hele følget, men alene familien
og nogle få af de nærmeste bekendte og kolleger til Lars var inviteret. Vi var 60 samlet bagefter.

Ved sammenkomsten blev brevet fra Romalt IF (som vi modtog i kirken) læst op.

Storesøster Lotte holdt en tale til Lars og nogle af familien. Du kan læse den her.

Lillesøster Dorte talte også til og om Lars. Du kan læse det her.

 
Fra Lars' chef hos Solar har vi modtaget denne mail:
 
Kære Knud

Tak for sidst - det var en meget fin mindekomsammen.

Jeg er glad for at jeg måtte deltage sammen med Ole og Claus og samtidig har alle andre tilkendegivet,
at de havde fuld forståelse for, at I afholdt en inviteret  mindekomsammen.

Alle interne fra Aarhus deltog  i bisættelsen og personale fra vores Vejle filial  passede vores butik  i mens.

Vi vil altid  huske Lars som en rigtig god kollega.
Han var altid klar til at hjælpe og meget engageret i opgaverne - ikke mindst i vores personaleforening og LEAN arbejde.
Han vil som person og kollega blive savnet og mindet.
I kan være stolte af Lars.

Tillykke med lærepladsen til Nikolaj - da var da skønt for ham.

Jeg har snakket med Karsten og aftalen var at I ville blive kontaktet først i denne uge.
Han rykker lige og beder om at I vil blive kontaktet så hurtig som muligt.
 
Varme tanker til jer alle...

Med venlig hilsen / Kind regards,
 
                  

 

Herdis Riis Germansen
Afdelingsleder - Salgskontor

 

Fra Kristina har vi modtaget dette brev:

Kære Familien Spangsø og Susanne

Mine tanker går til Jer i denne svære tid.

Jeg havde efterhånden kendt Lars i en del år - helt fra hans tid i Vorup FB. Hvor jeg fik lov til at vintertræne sammen med de juniorspillere han trænede dengang. Sådan var Lars nemlig - der var
altid plads til en spiller mere.

Vi fik da også arrangeret et par fester sammen, da vi begge syntes, at det sociale er en vigtig del af
det at spille fodbold.

Jeg var også så heldig at træne under ham i Romalt IF, da han også flyttede dertil. Og kan sige, at
han var den bedste træner jeg nogensinde har haft. Man kunne altid regne med Lars, hvis man
havde haft en dårlig kamp eller træning, havde han lige lidt gode råd, eller tid til en snak.
Lars hilste altid når man mødte ham, om det var i gågaden i Randers, eller på en af løbeturene
sammen med Susanne.

Og selvom han ikke var træner mere i Romalt, interesserede han sig alligevel for holdet og hvordan
det gik én.

Lars var altid frisk på en sodavand og på at komme ud og se en fodboldkamp.

Jeg har lært rigtig meget af Lars - både fodbold-relateret og personligt. Og han har betydet meget
for mig. Det er et stort tab at have mistet ham som ven.

Lars var en stor personlighed og I kan være så stolte af ham.

"Uh - hvor blev det hele dog af
det er rigtigt hva den gamle digter sagde
den største sorg i verden her
er dog at miste den man har kær"

                       Kim Larsen - Den største sorg

Æret være hans minde.

Min dybeste medfølelse og respekt.

Kristina Holm

P S. Tak for opdateringerne på hjemmesiden, det har betydet meget at kunne følge den.

TAK Kristina for de smukke ord - Karin og Knud Spangsø.
 

Fra gode Venner har vi modtaget:
  

Vi har fra Romalt IF modtaget:
 
Fra Far til Søn. Læst ved kisten under bisættelsen:

Kære Lars !
Jeg ved, at jeg lige nu står i den sværeste stund i mit liv, nu hvor du skal ud på din sidste jordiske rejse.

Vi har i 45 år fulgtes ad i livet på ”godt og ondt”, men intet har været så ondt, som den sorg og smerte Mor og jeg føler nu, hvor du på så ulykkelig vis er taget fra os.

Vi har glædet os sammen med dig i lykkelige stunder, og vi har været kede af det sammen med dig, når der har været trængsler, og jeg mener at vide, at din lykkeligste periode i nyere tid, har været det sidste halve år, hvor du var blevet forenet med Rasmus, så du igen havde alle dine tre børn omkring dig.

Vi har ikke altid været enige, men du har altid kunnet følge din egen vilje, og har vi ikke givet dig opbakning nok i dine fremtidsplaner, beder vi dig ydmygt om tilgivelse.

Vi må nu leve videre i troen på, og håbet om, at vi en dag vil blive genforenet. På den yderste dag !

Far.
 
Lars' svoger, Jørgen fra Sjælland skrev dette brev til Lars, da han fik meddelelsen om Lars' død:

Kære Svoger

Egentlig burde jeg være så gal på dig, at du kunne finde på at forlade os, familie, børn, kæreste, men hvorfor er jeg så ikke det. Nej, for kunne vi gøre det om, eller du selv kunne vælge, så det anderledes ud. Du som elskede livet, levede det og plejede det.

Vores tid sammen her blev ikke så lang som med mange af dem, som er her i dag. Men længe nok til at du ikke bare blev min svoger, men også en ven. Altid klar til en snak, et kram og en kold øl. Jeg er glad for de ting, som vi fik vendt, glad for at jeg kunne komme til dig, din dør stod altid åben. Det og alt det andet vil jeg savne. Men du vil jo altid være her alligevel.

Jeg var langt fra enig i alle dine dispositioner og jeg blev da også gal på dig nogle gange, men det ændrer ikke ved at du ikke kun var min svoger, men også en god ven.

Kære Lars, tag trygt af sted på din rejse, med en vished om at vi alle vil tage vare på Louise, Rasmus og Nikolaj og hjælpe dem videre, for det skal vi jo alle sammen indtil vi mødes igen.

Endnu en stor stjerne på himlen er født og vi vil til hver en tid kunne finde den, når vi løfter øjnene mod aftenhimlen.

Så Lars dette er ikke et farvel men et på gensyn, jeg satser på du holder en stol varm til mig.

Æret være dit minde
 
Fredag den 20. januar:
Vi har nu i Kristrup kirke taget afsked med Lars' jordiske liv, og ud fra de mange tilkendegivelser, vi har fået, kan vi mærke, at Lars har betydet rigtig meget for rigtig mange, specielt unge mennesker.
Vi er glade for, og stolte over, hvad vor søn har nået i livet, og er samtidig dybt frustrerede over, at hans liv skulle få så brat og ubehagelig en afslutning.

Tusind, tusind TAK for alle de mange søde og kærlige tilkendegivelser, vi har fået på mail og via Facebook.
TAK for den store interesse der er vist ved de mange besøg her på hjemmesiden.  2 - 300 besøg pr. dag.
Ligeledes TAK for alle de mange smukke blomster, vi har modtaget.
TAK for den store deltagelse ved bisættelsen.
TAK for de mange flotte pengedonationer til gravstedet. De vil blive brugt til formålet, når gravstedet skal anlægges.
TAK til bedemand Kurt Kjær for god hjælp og vejledning i den svære tid.
TAK til pastor Ray Carlton Jones for en smuk og højtidelig bisættelse fra Kristrup kirke.

Da vi næppe vil formå at få sagt TAK til hver enkelt af de mange, som har tænkt på Lars og os, vil vi sammen sige:

TUSIND TAK FOR ALT TIL ALLE !
 

Vi skal nu sikre det bedste for Lars’ tre børn, som heldigvis nu er forenet med deres mor. Da Lars var fraskilt, og boede alene med to af børnene, skal vi naturligvis sikre alle minder fra hjemmet samtidig med, at børnenes fremtidige boligforhold skal sikres.
 
Det er hvor vi står 1 uge efter Lars’ død.
Hvordan har vi det så nu ? Ganske forfærdeligt – den store smerte kan ikke beskrives.
Lars har selv tidligere tilkendegivet, at han selv ønskede et lille urnegravsted med en sten på Kristrup kirkegård.
Dette ønske skal selvfølgelig efterkommes med værdighed og respekt ! Gravstedet er reserveret.
Derfor har vi nu oprettet en bankkonto, hvor man kan indbetale et beløb i stedet for at sende blomster til kirken.
Vi takker for de allerede donerede beløb.
 
Torsdag den 19. januar var en del af os samlede på Sygehuskapellet i Randers, hvor vi hver især kunne tage afsked med Lars, hvorefter låget blev lagt på kisten, og vi hjalp med de fire skruer.
 
Onsdag den 18. januar er Lars kommet hjem til Randers, og bedemanden, min gamle ungdomskammerat Kurt Kjær, skal klæde Lars på, så vi kan tage endelig afsked med ham torsdag, før låget lægges på kisten, så han er klar til bisættelsen fra Kristrup kirke (kapellet er ikke stort nok).
 
Tirsdag den 17. januar var Lars i Århus til retslægeligt ligsyn og obduktion. Vi ved godt, at det ikke skaffer os  Lars tilbage, men vi skylder ham at alt opklares, så det ikke vil ske for andre fremover.
 
Efterspil:
Hvordan kan det gå til, at en så forholdsvis banal ting kan få så tragiske følger ?
Ifølge den neurokirurgiske overlæge ved intensivafdelingen på Ålborg sygehus er det IKKE et ”normalt” dødsfald hvad angår årsagen.
Derfor er det anmeldt til politiet, som allerede torsdag middag afhørte os om, hvordan vi havde oplevet forløbet, ligesom det involverede personale i Ålborg blev afhørt.



Lars arbejdsgiver, Solar flagede for ham ved hovedkontoret i Vejen, da de fik meddelelsen om hans død.
 

Torsdag morgen den 12. januar kl. 09.05 sov Lars stille ind på Intensivafdelingen, Notia på Ålborg sygehus.

Lars blev 45 år og 8½ måned.
 

Tidligt onsdag morgen den 11. januar:
blev vi ringet op fra Skadestuen på Ålborg Sygehus, hvortil Lars var kommet fra Skørping, da der var opstået en større, indre blødning, som trykkede på luftrøret. Denne blødning fik til følge, at hjernen fik tilført for lidt ilt, fuldstændigt som ved hjertestop, og da man ikke i Skørping var i stand til straks at oprette tilførsel af alternativ ilt,
kom situationen til at pågå i op til 20 minutter, med det resultat, at hans hjerne led uoprettelig skade.
På Ålborg sygehus stoppede man ved operation blødningen og indlagde dræn, men skaden på hjernen var sket.
 

Hændelsesforløb den 10. januar:
Vor søn Lars var hos os tirsdag den 10. januar og fik en kop kaffe, før han kørte til Skørping Privathospital for at få foretaget en almindelig kikkertoperation i nakken. Han var glad og godt tilpas, og tilfreds med at have fået en hurtig tid, så han kunne blive sine smerter kvit.
Han skulle opereres kl. 18.00  og allerede, da klokken var lidt over 21, ringede han selv hjem til familien og fortalte, at det var gået helt efter planen, og alle var glade.

       
Sidst opdateret 31. december 2015.